Familieudflugter
Få en unik oplevelse med de mennesker, du holder af
Forestil jer at have et flot, gammelt sejlskib helt for jer selv. Besætningen sørger for alt om bord, men hvis I har lyst, kan I være med til at sætte sejlene og lære om, hvordan man krydser og vender på det store skib.
Det er altid en fin, fælles oplevelse, når familie og venner tilbringer en dag - eller blot nogle timer - sammen til søs. Tag fiskestænger med, læg til ved en ø eller pak badetøjet og spring i vandet fra skibssiden. Vi planlægger hver tur lige efter jeres ønsker, og kun fantasien sætter grænser.
Bryllup, rund fødselsdag eller hyggetur med familien
En rund fødselsdag, der gerne må være lidt anderledes, eller et romantisk bryllup med brudevals på skibsdækket. De flotte, gamle sejlskibe danner en perfekt ramme om begge dele.
Medbragt mad og drikkevarer
Da de fleste skibe er privatejede, er der forskellige holdninger til, om I selv må medbringe mad og drikkevarer. På nogle af skibene er det helt i orden, imens andre skibe betinger sig, at drikkevarerne købes om bord. En del af skibene vil dog helst selv stå for hele forplejningen om bord, og derfor opkræves der 'proppenge', hvis I selv medbringer mad og drikke.
Afregningen for mad og drikke om bord sker direkte med skibet.